Der Wind bläset wo er will

Schumanns Violinkoncert blev en lang, bleg hvisken efter uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens slagkraftige og effektfulde værk om vinden ved DR SymfoniOrkestrets koncert fredag

Lad aldrig guitaren spille lige efter basunen. Det var læresætning nummer ét, når programmerne blev lagt ved konservatoriets blandede koncerter. Ører, der er indstillede på kraftige klange, kan ikke omstille sig akut til det svage. Det mærkede man ved DR SymfoniOrkestrets koncert fredag, hvor uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens spektakulære værk, ”Der Wind bläset wo er will” – på dansk ”Vinden blæser, hvorhen den vil” - var aftenens første programpunkt.

Agerfeldt Olesen (f. 1969) illustrerer med et kæmpe orkestermaskineri alt det uventede. Han overrasker og skræmmer med opfindsomme effekter og lag, der først skratter mod hinanden og siden lyder eventyragtigt som i en Disney-film.

Værk med overraskelser
Den gigantiske Mahler-hammer bragede, klarinetterne blæste hvislelyde ned i hullerne på instrumenterne, de dybe strygere messede mørke klange, og solocellisten bankede insisterende med buen på instrumentet. Som tiden selv, der rindede ud. Der var kromatiske strygerløb og violiner, der hvinede i de høje registre. Og pludselige indfald som den meditative klang fra det enstrengede, indiske strengeinstrument og champagneproppen, der gik af. Og så var der vinden i mange instrumentale afskygninger, før det hele til sidst lød melodisk.

På podiet holdt finske John Storgårds trådene sammen med frie, plastiske kropsbevægelser. Ikke alle indsatser lød dog lige præcise.

Unge lettiske Baiba Skride svansede herefter ind på scenen som en blå engel med sin violin. Hun spillede alle de rigtige toner i Schumanns vanskelige og virtuose Violinkoncert i d-mol, lod violinen hviske og fik orkestret til at følge sig som en stor, kammermusikalsk organisme.

Lettere kedsommeligt
Alligevel sad jeg og kedede mig lidt, for Agerfeldt Olesens stormende lydbillede fik uvilkårligt de romantiske toner til at fremstå så blege og anonyme. Det var hverken letten eller orkestrets skyld – blot den uheldige konstellation af stormklange efterfulgt af stille toner.

Beethovens Symfoni nr. 2 i D-dur efter pausen fik med John Storgårds i spidsen swung og fremdrift. Der var jublende melodier, smukke blæsersoloer og skinnende strygerflader. Men der var også uforholdsvis megen upræcished og snublen. Som om orkestret ikke rigtigt havde forberedt sig på symfonien.

Thomas Agerfeldt Olesens værk gik over i huskebogen denne aften. Bare DR fremover vil fokusere på koncerternes dramaturgi og på, hvilken rækkefølge, der klæder værkerne og ørerne bedst. Sæt fx Schumann før det slagkraftige. Denne aften var værksammensætningen, som vinden blæser.

Christine Christiansen, Jyllands Posten 30/4 '11

Musikken blæser derhen, den vil

Så viste DR Symfoniorkestret endnu engang, hvor fremragende et ensemble det er, når det handler om at spille ny musik, da fredagskoncerten blev indledt med Thomas Agerfeldt Olesen’s 25 minutter lange værk fra 2009, ”Der Wind bläset wo er will”.
Den 41-årige danske komponist har her begået en komposition, der vækker nysgerrighed og undren grundet de mange musikalske sammenstød. Hans intention med værket er da også at rive den forudfattede opfattelse af musik lidt i stykker ved brug af mange overraskende klangsammensætninger. Og det er altså lykkedes ham fint.
Musikken hvirvlede rundt i strygergruppen, blæstes hid og did af træblæserne, mens slagtøjet fik champagnepropperne til at springe og en sav pludseligt fik tiden til at stå meditativt stille. En så original instrumentering skal man lede længe efter! Det bliver dog næppe nogensinde et standartværk, men det er ikke desto mindre herligt at høre ny musik, når den er så intelligent og undersøgende.

Jakob Holm, Kristeligt Dagblad 3/5 '11

Under vejr med os selv

Verdenspremiere på nyt værk om vejr og vind tog alle med storm – og instrumentet »sav« fik sin debut i koncerthuset.

Og vejret: Det begynder med regn og rusk, men holder efterhånden tørt.
Thomas Agerfeldt Olesens nye »Der Wind bläset wo er will« er en vidunderlig vandring gennem vejr og vind. Heldige lyttere kom med på turen i DR Koncerthuset fredag aften. Man blev blæst igennem i enhver
forstand.
Hvor klassisk gerne begynder enkelt og siden vikler sig ind i noget, så gør Agerfeldts nye stykke det modsatte: Orkestret lægger ud med avantgardistisk storm og søger så ganske langsomt hen mod mere sentimentale ekkoer af Chopin med videre.
Strygerne hvirvler som blade i en skovbund. Blæserne puster og risler og rasler – sommetider uden toner overhovedet. Og herrerne oppe i slagtøjet arbejder i bogstaveligste forstand på højtryk: Man hører både champagnepropper og eksotiske æggedelere oppe fra bagvæggen.

Salens smukkeste lyd
For ikke at glemme ham på sav! Melodien er skrøbelig som en skønhed i erindringen. Som en flygtning fra proletariatet. At kalde en sav for salens smukkeste lyd til dato ville selvfølgelig være uartigt. Det var den så bare alligevel.
Hvad man ellers kan glæde sig til i mandagens genudsendelse? Ikke rigtigt til Schumanns violinkoncert. Den har ligget gemt i langt over ét århundrede og ryger hurtigt ind i glemslen igen.
Men lettiske Baiba Skride lyder stadig mere lovende på landsmanden Gidon Kremers gamle violin og spiller musikkens midte overvældende tyst og poetisk – så ørerne næsten selv må opsøge lyden.
Alt imens den anden symfoni af Beethoven viser husets orkester i fineste form. At finske John Storgårds på dirigentpodiet selv er stryger, smitter alle kolleger på scenen. Man har ikke hørt så meget liv længe.
Men det lysnede nu særligt over Agerfeldt hin aften. Han er langt fra nogen... vindbøjtel.

Søren Schauser , Berlingske Tidende 30/4 '11

Strygekvartet nr. 5, "Plappergeister

Intens lytning
Quartetto di Cremonas evne til at kontrollere kaos var overbevisende; en evne, som også gjorde sig gældende i aftenens uropførelse af Thomas Agerfeldt Olesens Strygekvartet nr. 5, også kaldet "Plappergeister". Her blev publikum ført gennem et meget varieret lydunivers, bl.a. med en herlig passage inspireret af sej folkemusik og med et nærmest middelalderagtigt islæt. Pludselig spilledes der papirstynde triller, så det føltes som om, man svævede ude i universets store intet. Man sad med fornemmelsen af, at alt kunne ske, og der blev derfor lyttet intenst.
Aggressiv energi
Selv beskriver Thomas A. Olesen stykket som en tunnel med flere flugtveje ud til siderne. Hver flugtvej fører til et fortidigt rum, og i tunnelen er der konstant fare for sammenstyrtning. I lighed med Sjostakovitj veksler Thomas A. Olesen mellem det følsomme og hektiske, og den til tider aggressive energi giver stykket god drivkraft.
Det må betragtes som en stor ære at få sin musik fremført af en så velspillende og overlegen kvartet, og til slut spillede de fire italienere et stykke af J. Haydn. Stykket dedikerede de til Thomas Agerfeldt Olesen, som var til stede ved koncerten, og publikums hyldest til både musikerne og komponisten var fuldt fortjent.

Rachel Einarsson, Jyllands Posten 30/11 '10

Liebesbriefe for Sinfonietta og tre solister

Så en kort pause, så: Late Night Contemporary med Århus Sinfonietta
Her samlede interessen sig især om aftenens uropførelse, Thomas Agerfeldt Olesens »Liebesbriefe« for sinfonietta og tre solister (sang, trombone, trompet). Teksten til det meget interessante værk er fragmenter af en brevudveksling, og en del af »teksten« må man som lytter tænke sig til gennem sine musikalske associationer. På den måde er værket krævende for såvel musikere som publikum. For hvem er »han«, den småsnakkende trombone i baggrunden (Niels-Ole Bo Johansen i topform), hvem er trompeten i front, hvem er den kvindelige sanger, der næsten kun taler? I forskellige passager fornemmes forskellige typer af håndsrækninger fra komponisten til en nærmere forståelse: et frit metrum, et mere styret, et mere naturagtigt, et mere »kultur«agtigt, et spleen-moderne. En elektronisk bearbejdelse/medvirken undervejs fremhæver måske et mere uheldsvarslende aspekt? Meget at opleve på så kort tid - sæt snarligt værket på programmet igen, giv genhør!Intens lytning

Ole Straarup, Århus Stiftstidende 24/9 '10

Søgen efter skønhed
En pianist, en violinist, et orkester; i Theaterhaus oplevede man en slags genfødsel af den romantiske virtuoskoncert. Mange elementer som dialog, kadence, lyriske og dramatiske passager, tema og modtema, gennemføringsdel og koda blev bragt i spil i Thomas Agerfeldt Olesens firesatsede „Steinfeld“ og i Chen-Hui Jens programmatiske „The Mind of Crescent Moon“.
En seks gange gentaget blæserfrase, besvaret med et kort staccato af pianisten Rolf Hind, åbner Agerfeldt Olesens behageligt i øret gående stykke, der efter denne følsomme start udvikler et mægtigt drive. Kvækkende messing, fuldt tutti, grelt cluster forbinder sig til et filmisk helhedsindtryk, der efter et brusende virtuoseri alligevel finder en overraskende slutning: med sarte mundharmonika- og akkordeonklange afklarer det før af tritonussen dominerede splittede landskab sig „i en søgen efter skønhed“.

Dietholt Zerweck, Esslinger Zeitung 25/7 ‘06

Suche nach Schönheit
Ein Pianist, eine Geigerin, ein Orchester; im Theaterhaus erlebte man eine Art Wiedergeburt des romantischen Virtuosenkonzerts. Viele Elemente wie Dialog, Kadenz, lyrische und dramatische Passagen, Thema und Gegenthema, Durchführung und Coda wurden bei Thomas Agerfeldt Olesens viersätzigem „Steinfeld“ und Chen-Hui Jens programmatischem „The Mind of Crescent Moon“ ins Spiel gebracht.
Eine sechsfach wiederholte Bläserphrase, vom Pianisten Rolf Hind mit Einton-Staccato beantwortet, eröffnet Agerfeldt Olesens angenehm ins Ohr gehendes Stück, das nach solch sprödem Beginn mächtigen Drive entwickelt. Quakendes Blech, samtige Tutti, grelle Cluster verbinden sich zu einem filmischen Gesamteindruck, der nach rauschendem Virtuosengeklingel dann doch noch zu einem überraschenden Ende kommt: mit zarten Mundharmonika- und Akkordeonklängen verklärt sich die zuvor vom Tritonus dominierte kluftige Landschaft „auf der Suche nach Schönheit“

Dietholt Zerweck, Esslinger Zeitung 25/7 ‘06

En pianist, der med cluster-klange og energi baner sig vej gennem ypperlige orkesterfarver. En violinist, der med et glimtende glasklangs-sceneri besværger månens sølvlys. Og en rapper, der slynger om sig med kraftudtryk, så et helt orkester begynder at syde og koge. Det er tre øjebliksbilleder fra RSO Stuttgart’s koncert i Theaterhaus med Jonathan Stockhammer på podiet.
En tre-tonig kimcelle markerer begyndelsen af Thomas Agerfeldt Olesens forklædte Klaverkoncert „Steinfeld“. Tritonus som mønster for et af spændinger og kontraster bestemt lagdelt værk. Forskellige idiomer – pianistiske, jazzede, mundharmonikalske – bevæger sig her på kryds og tværs af hinanden. Der hersker en raffineret fornemmelse for både sublime og muskuløse klangmasser og skarpt skårne overgange. i centru af dette på samme tid marmorerede klangbillede arbejder pianisten Rolf Hind med virtuos beslutsomhed og med hjælpemidler som cluster-brætter henimod ikke at blive indesluttet af de orkestrale masser. En kamp for kontur i heterogene formationers grænseområder.

Stefan Kister, Stuttgarter Zeitung 25/7 ‘06

Ein Pianist, der sich durch exquisite Orchesterfarben energetisch seinen Weg freiclustert. Eine Geigerin, die einer flirrenden Glasklangszenerie das Silberlicht des Mondes beschwört. Und ein Rapper, der mit energischen Worten um sich schleudert, dass ein ganzes Orchester davon zu fauchen und zu zischen beginnt. Das sind drei Momentenaufnahmen des von Jonathan Stockhammer dirigierten Konzerts mit dem RSO Stuttgart im Theaterhaus.
Eine dreitönige Keimzelle steht am Beginn von Thomas Agerfeldt Olesens Verkappten Klavierkonzert „Steinfeld“. Der Tritonus als Matrize für ein von Spannungen und Kontrasten bestimmtes Schichtwerk. Verschiedene Idiome – pianistische, jazzige, mundharmonikalische – gehen hier kreuz und quer durcheinander. Es herrscht ein raffinierter Sinn für mal sublime, mal brachiale Ballungen und scharf geschnittene Übergänge. Im Zentrum dieses gleichsam marmorierten Klangbildes arbeitet der Pianist Rolf Hind mit virtuoser Entschiedenheit und hilfsmitteln wie Cluster-Brettern dagegen an, von den orchestralen Massen eingeschlossen zu werden. Ein kampf um Kontur an den Grenzen heterogener Formationen.

Stefan Kister, Stuttgarter Zeitung 25/7 ‘06

Dansk urfjeld
Mindre pænt, og derfor desto mere spændende, går det til i Thomas Agerfeldt Olesens Klaverkoncert med titlen „Steinfeld“, et højenergetisk stykke, hvor klaveret arbejder henimod en empatisk kommunikation med stryger-tuttiet. Stærke øjeblikke, frem for alt harmoniske sammenstød og afspændinger, forbliver i erindringen.

Susanne Benda, Stuttgarter Nachrichten 25/7 ‘06

Dänisches Urgestein
Weniger aufgeräumt, dafür umso aufregender geht es im „Steinfeld“ betitelten Klavierkonzert des Dänen Thomas Agerfeldt Olesen zu, einem hochenergetischen Stück, in dem das Klavier auf eine emphatische Kommunikation mit dem Streicher-Tutti hinarbeitet. Starke Momente, harmonische Reibungen und Dehnungen vor allem, bleiben im Gedächtnis.

Susanne Benda, Stuttgarter Nachrichten 25/7 ‘06


Ra-ta-ta-ta-ta-ta-ta-ta... Der er så meget kul på 36-årige Thomas Agerfeldt Olesens nye orkesterværk, »Königswinter« [...] Efter søndagens arrangement i Radiohusets koncertsal ligner han simpelthen en af landets mest spændende komponister. Aftenens få lyttere fik alt, hvad både hjertet og hjernen begærer: Rytmer der fortsatte tilpas længe. Melodier der holdt op i tide. Og så videre. At basisensemblerne fra den danske provins spillede hittet hele to gange, var nærmest vidunderligt. På den anden side blev det ikke væsentlig bedre anden gang. Her mærkede man svagheden ved sådan en aften: At de mange musikere ikke spiller sammen til daglig. Men hjertelig tak til alle involverede. Tak for »Königswinter«. Og tak for Igor Stravinskys skønne, skønne »Salmesymfoni«. Hvert eneste orkester fortjener navns nævnelse: Storstrøms Kammerensemble, Esbjerg Ensemble, Det Jyske Ensemble, Ensemble MidtVest og Randers Kammerorkester. De har gjort et stort stykke arbejde under deres københavnervisit her i weekenden. I søndags hjulpet pænt af de noget hårde messingblæsere fra Prinsens Livregiment, endnu pænere af Sokkelund Sangkor - og allerpænest af Frans Rasmussen, der på ingen tid fik musik ud af det hele. DR optog koncerten til senere brug. Glæd Dem!

Søren H. Schauser, Berlingske Tidende 31/5 '05

“Hun stiller ham spørgsmål, der gør ham usikker. Bagefter, i sengen, gør hun ham sikker igen”. Ak ja. “Viktors Golgatha” er Den Anden Operas nyeste satsning. Thomas Agerfeldt Olesen har lavet en novelle af schweizeren Max Frisch om til roadmovie med oplæsning og levende musik. Det er den tragiske historie om Marlis og Viktor. Hun har fornylig været i livsfare. Han har reddet hnde. Nu kører de rundt i Sydfrankrig – i Aix en Provence, Antibes, Avignon… både for at elske og være kulturelle, som man siger. Men efterhånden slides illussionerne. Og en dag går det galt. Faktisk går det så galt at vi kun hører Viktors version af det hele. Det er hans minder, der skydes op på salens vældige tankeskærm. Det er hans tanker, digteren Thomas Krogsbøl læser op. Og det er hans følelser, Olesen selv har sat toner på. De sidste er de bedste – disse drømmende glasklange, disse hjerteskærende umbarytmer. Man ønsker bare de blev ved og ved [...…] Damerne blandt publikum ler under denne tragedie – og de ler højt! Ad alle os mænd og vores behov for små dumme bekræftelser.

Søren H. Schauser, Berlingske Tidende 24/4 ‘04

Det er intet under, at Thomas Agerfeldt Olesen er faldet for Frischs diskret distancerende flertydighed. Det forstår man, når man hører en ny portrætplade, som dacapo har udsendt samtidig med premieren på “Viktors Golgatha”. Bortset fra det tidlige “Die himmlischen Heerscharen, hvis spøgelsesagtige nostalgi må være inspireret af Bent Sørensen, har de fleste stykker hans karakteristiske fingeraftryk: en rå, kantet og abrupt overflade, der ofte med drastisk klanglig opfindsomhed dækker over betydelig underfundighed. “all as one” er ren komik: en zoo, hvor dyrene er sluppet løs mellem hinanden i et uforeneligt kaudervælsk af forskellige stemmer. Humoren er barskere i “Tonkraftwerk”, en ubetalelig grimrian af pumpende, haltende og knirkende maskineri, der omsider falder til ro i blånende skumring. Den sidste af to “Dedications” for klavertrio er som et barn, der sammenbidt nægter at spille efter de voksnes regler, “Zwei Zwölftontänze” for klaver flirter gemytligt med jazzen, mens “Von Schwelle zu Schwelle” er fire sarte, ekspressionistisk farvede sange.

Jan Jacoby, Politiken 20/4 ’04

Velpoleret sansebombardement
Viktors Golgatha er en anderledes sceneoplevelse, hvor oplæsning, film, musik og scenografi smelter sammen i et besnærende udtryk

“Viktors Golgatha” på Den Anden Opera i København, er et fint eksempel på et gennemarbejdet Gesamtkunstwerk, hvor tale, film og musik går op i en højere enhed. Til gengæld kræver opsætningen af Max Frischs novelle fuld publikuns-opmærksomhed, for sansebombardementet er massivt. På den konto henvender forestillingen sig ikke til et førstegangspublikum, men mere til den garvede bruger af de røde plyssæder. Forestillingen bygger på oplæsningen af novellen “Skitse af en ulykke”, fra samlingen “Tagebuch 1966-71”, mens det filmiske og musikalske univers sideordnet slynger sig ind og ud af historien som en kommenterende rammefortælling.
Oplæsningen er lagt i hænderne på en af forfatterne fra det lyriske værksted “Øverste Kirurgiske”, Thomas Krogsbøl, der helt bevidst lægger vægt på at fremlægge, frem for at spille personen Viktor, som reelt er den eneste person, vi hører tale. Krogsbøls nøterne og til tider messende stil giver til gengæld mulighed for, at de andre kunstgrene kommer til kommenterende udtryk, ikke mindst Thomas Agerfeldt Olesens spændende og nykomponerede musik. Tilsammen danner oplæsning og den Poul Ruders-agtige musik en meget elegant og fintmasket mosaik, der slat ikke er til at stå for, selv om oplevelsen er meget komprimeret. Det er Athelas Sinfonietta Copenhagen, der står bag den musikalske fremførelse under ledelse af Thomas Søndergaard, og her kan man absolut også kun tale om en fin oplevelse, selv om Signe Kroghs enkle, men meget spændende scenografi bevidst kører på, at udsynet til både dirigent og orkester skal være minimalt, selv om samtlige befinder sig på scenen. Alle – også oplæser – er nemlig gemt bag en kæmpemæssig, delvist smadret hovedskal, der udgør projektionsskærmen for Anders Elberlings film, hvor publikum så visuelt konfronteres med hovedpersonen Viktors erindringsglimt fra en fatal biltur I Frankrig, hvor kæresten bliver slået ihjel ved et biluheld. På den konto er forestillingen en lang kærlighedshistorie, som glidende men uundgåeligt udvikler sig til en tragedie.
Scenografiens form understreger, at hele herligheden reelt udspiller sig som erindringsbilleder i Viktors hovede, en billedstorm som fint kommer til udtryk i den fragmenterede og lagdelte film, der ofte lader flere erindringsbilleder glide ind over hinanden. “Viktors Golgatha” er kort og godt civiliseret sceneavantgarde inden for det noble og æstetisk velplejede, en anderledes sceneoplevelse, hvor oplæsning, film, musik og scenografi smelter sammen og bliver til noget nyt. Til gengæld er det færdige produkt blevet så velpoleret, at det har mistet lidt af sin farlighed, selv om det forfinede, det rå og det sanselige absolut ikke er at tage fejl af. Er man til det trendsættende indenfor det absolut respektable, er dette et must.

Lars Wredstrøm, Børsen 20/4 ’04

Skitse af en skæbne
OPERA: »Viktors Golgatha« på Den Anden Opera i København er både vedkommende og aktuel i sit emne og nyskabende i sin form

I de klassiske former af freudiansk terapi skulle patienten ligge på en briks, mens psykologen sad diskret bag ved hovedgærdet. Herved skærpedes terapeutens evne til at lytte, mens patienten var overladt til at fortælle om sin indre forestillingsverden. Dette kan på en måde sammenlignes med strukturen i Thomas Agerfeldt Olesens nye musikdrama, »Viktors Golgatha«, som er lavet over Max Frischs novelle »Skitse af en ulykke«. Denne såkaldte erindringsmontage havde i lørdags urpremiere på Den Anden Opera i København. I »Viktors Golgatha« er stykkets mandlige hovedperson og medlemmer af Athelas Sinfonietta Copenhagen placeret bag et fragmenteret og hullet filmlærred. Tilskuerne får i overført betydning rollen som lyttende terapeut til den thriller af en historie, der foregår mellem drømmende scenerier på filmlærredet og aktørerne bagved.
Det er ikke en opera i traditionel forstand, Thomas Agerfeldt Olesen har lavet men en talt monolog skabt i tæt samarbejde med ensemblet, bestående af strygere og en smule slagtøj. Dette valg er forståeligt, når man går tættere på Max Frischs superrealistiske, fascinerende sensitive og erotisk betonede forfatterskab. Bedst kendt er romanen “Homo Faber”, men også i den her anvendte novelle finder man en suveræn skildring af den moderne mands livskriser. Alle de små mentale bevægelser og usikkerhedsmomenter er så præcist formuleret, at de egentlig ikke behøver at blive sunget. En lille pause, en særlig formulering eller betoning fortæller det hele.
I Viktors Golgatha er et elskende par på biltur gennem Europa. Fortælleren og den mandlige hovedpersons beretning smelter sammen i Thomas Krogsbøls talte monolog. Egentlig burde de vende om, men rejsen fører hele tiden parret videre gennem Frankrig. Viktor bliver mere og mere usikker på deres forehevende og af kvindens evindelige kommentar “er du sikker?” Kvinden i Max Frischs novelle spiller en vigtig, men mere passiv rolle. Hun er på en gang et uskyldigt offer og indirekte årsag til alle ulykkerne. På scenen i Den Anden Opera oplever man hende kun tavs på filmlærredet med moderigtigt tøj, langt lyst hår og solbriller. Det bliver en tragisk trafikulykke, der sætter punktum for deres færd. Naturligvis må man spørge sig selv: hvorfor titlen “Viktors Golgatha”? Juridisk frifindes manden, der sidder bag rattet, da ulykken sker, men Viktor må resten af livet bære rundt på en skjult skyldfornemmelse. Martyriet i kæresteparrets spiller også en rolle.
Thomas Agerfeldt Olesen har lavet et flot og nærværende stykke musikdramatik. Musikalsk holder instrumentalmusikken sig til det bevidst minimalistiske med næsten retorisk refeksion af talestemmens replikker. Signe Kroghs scenografi og Buadayia del Klaxons billed- og filmproduktion er smuk, effektfuld og gennemtænkt. Måske kunne den talte rolle, der er tæt vævet sammen med partituret, med tiden gøres bedre, men “Viktors Golgatha” er alt i alt en vedkommende thriller, nyskabende i sin form og brandaktuel i sit psykologisk-eksistentielle emne. “Viktors Golgatha” på Den Anden Opera er alle pengende værd.

Ida Hvidt, Kristeligt Dagblad 21/4 ’04

Med undertitlen “en erindringsmontage” er Viktors Golgatha en scenisk fremstilling af Max Frischs fine novelle “Skitse af en ulykke”, smukt oversat af komponisten Thomas Agerfeldt Olesen…en psykologisk fint beskrevet hverdagshistorie, som den 35-årige komponist har reflekteret følsomt på med sans for dens underjordiske uro og smerte og mildt ironiske distance. […..]Med syv strygere og to janitsharer, der især betjener nogle specialfremstillede lyreinstrumenter med en himmelsk klang af solskin, raslende blade og subtropisk velvære bølger musikken med mange præcise mellemtoner mellem afslappet fred og dissonante knuder i maven. Den kan være ren atmosfære og emotionel klangbund, men den kan også være snakkende og gestikulerende, utålmodigt spørgende og appellerende, og sommetider klæber den sig som en burre til oplæserens ord og bliver ham en klump i halsen.

Jan Jacoby, Politiken 20/4 ’04